this is power

thisis-thepower
Anon

We are Human

We dehumanize everyone

The victims, the predators

There is something wrong in our society that we have the capacity to love one another and still we tear ourselves apart.

Thousands of us, millions of us, all of us have been touched by mental health.

We are just trying to stay above the water, just trying to breath, to find our air.

Lovers, friends, parents, co-workers, politicians, murders, rapists, pedophiles,

We are all human.

These people who make terrible, life shattering, momentous fuck ups are human.

Where we sit alone in our van and think maybe today is the day that I cant take it anymore, maybe today is the day when we pick up our gun and shoot that fucker in the face.

Maybe today is the day that we take that child we’ve been watching

Maybe today is the day we declare war upon another country

Maybe today is the day we take what we believe is our right to take

Maybe today is the day we take our own life.

We are all human.

We haven’t got the time

We are never there

We don’t want to come home

We are frightened to leave

We have nowhere to go

We let it get to that point.

We are all human.

Is it ok to live in a double standard society?

Can we see the hypocrisy?

Look at this shiny new thing that we want

Look at all this that others do not have.

Look at the world we have shaped

Look at the world we are ashamed of

Look at the system we belong to

Look at all of us alone.

We are all human.

We are put on a pedestal, pulled from pillar to post

We are made to feel guilty for every decision

We are made to feel wrong for every life choice

We are made to feel like we should cope

We pour responsibility down our throats.

We are all human.

As we are now inescapably ceases to exist

It doesn’t matter what you think happens before or after

Right now we all live in the same world.

None of us are anything else

We are all the same.

This is our world

We are all human.

therefore I am

therefore_iam
Anon

TIME

Time. It’s an interesting thing.

Too much of it is bad, but so is too little.

We seem to always be running out of time, it sees us and flees, a shadow in the night.

Time. The most precious thing in the world.

Used up and tossed away like a joke told one too many times.

It always seems to catch up to us, time.

We run and hide like children, scared of the dark, scared of what will come next, scared of running out of time.

Time. You can’t avoid it.

But really, what is time?

A mere human creation to explain the world around us.

To make us feel like there is a point.

Time. Only a theoretical idea.

A place with a blue and yellow sky, with mountains that glisten orange in the light.

A place where clocks melt, a place with no time.

Dali’s creation, a bending of the rules.

Time. Such an important thing.

The biggest human fear.

Running out of time.

You start to feel comfortable, like you’ve escaped time,

When suddenly,

You

Run

Out.

I want this to be anonymous, please don’t put my name.

13.3.16

støvet danser i modlyset
af en solstråle der rummer alle tænkelige farver

den lilla krone
hvorfra hele verden udgår
i sin store simplicitet

det tredje øje der ser
alt det vi ikke kan se
farven er violet
men forvandler sig lydløst til blå

blå!
himlen der transcenderer alle grænser
farven på hulens vægge
sofaerne der samler os i samhørigheden

planten
stilken, bladet, frugten
den livsgivende kraft er grøn, grøn, grøn
også på den anden side

alle solens stråler er gule
selv de der ikke når udover skyernes dække

billeder af fortid manifesterer sig i ilden
varmen breder sig tværs over bålet
gul, orange, rød
flammerne spreder sig
fyrer op under det gamle grå
grå, blå, rå
men stadig let på tå
danser støvet endnu

NADVER

jeg tager fat om den slanke hals
metallet i drejende bevægelser
korkproppen knager
parret nikker til lyden
af proptrækkeren
en mand råber fra et busskur
scenen set udefra
klostertorvet i bagrunden
på brosten står runde borde
ved dem:
parret og tjeneren sveder
kvinden ryger bare
den giver efter snart
de følger med
fra nabobordet busskuret
jeg har fat om kroppen
på flasken med knæende
bøjer mig og lirker langsomt
svup siger det
duerne letter fra torvet
den hjemløse basker
med Hus Forbi
i glasset hænger gardiner
duften af druernes sødme
bruser beruser i årerne
på parret det klukker
når jeg hælder
dråberne gærede
i en kælder i karret
breder sig i mundhulen på parret
i kroppen i byen på torvet
som i klosteret nadveren
knaser manden brødet
roterer glasset
snuser slubrer siger:
vinen har prop
småborgerlige sataner
manden råber i busskuret
bægeret flyder over
ved bordet en slange
af vin fra mandens mund
kvinden taber kæben
flasken splintres
mod brostenene
taber tjeneren ansigtet

Felter

Felter: sorte rammer dækker jorden
Firkanter på din hud
Men dine øjnes grønne glimt når mig
Du brænder ikke igennem
For dine øjne ser kun igennem hullerne

Han vikler sig ind i mig
Hans hud findes ikke for han er en mand
Koncertbelysningen gemmer hans øjne i
Langtrukne skyggebilleder
De fortæller alligevel noget

bevægelse

indtryk, inderlighed, i ét, omgang, og syntese med.

bevægelse udebliver og er

fuglen flyver
Det er fordi den er sådan

pigen er passeret

så vi ser hende aldrig igen

They were famous

and they did not remember why they were famous

but the girls did

and they did not remember how they knew each other

but the bartender did

and they fucked

but she did not care

and he told her why he did not think anymore

but he lied to her

and she remembered why her friends went home

but she agreed with him

and they sat close to each other that night

djævelens salat

når det bliver stille får jeg lyst til at grine igen
og jeg kilder hende og giver mig hen til legen
vi spiller et spil uden regler
men vi er enige om hvad der skal ske
hun griner med maven når hun ser mig i øjnene
og der ligger en anden i sengen
smagen af vand
skønnere end det fineste kys
det begær har jeg ikke
for det er ikke den leg vi leger
hun skal komme hen
og prøve at komme forbi mig
vores sprog er dyppet i fjollerier
men der er alligevel en grad af alvor
hvis hun kommer forbi,
spørger jeg hvad hun vil have
det er altid det samme hun svarer
og så får hun det
en cigaret på altanen ville være for koldt
vi starter forfra
vi valser mellem to verdener
og når vi ikke er i den samme
kan vi ikke nå hinanden
men så starter vi forfra igen
og kan ikke stoppe vores sindssyge latter
hun har ti stemmer i sit hoved
og siger undskyld
og griner videre

kvalme

min kvalme er kronisk
derfor er den glemt

nobody wrote this …

It’s a beautiful day and I’m inside. Scared.

I don’t know how to get out of this repetition.

I don’t know how to get out on my own.

I put myself to sleep with whatever substance in order to throw my life away.

I drag myself down, down, down.

Catch me I scream in silence.

I want to get out but I don’t feel like myself.

A body, an image have imprisoned me.

I don’t know how to speak

I don’t know how to behave

I’m scared of the evil

But at times it makes me smile

Catch me I scream in silence.

Tell me

Tell me

What

happened

When I felt safe enough

To look away

For just a single second.

Tell me

Who

were we

When we hid ourselves

Our raw, gaping selves

Inside of each other.

Tell me

When

you decided

We weren’t enough

weren’t anything

anymore.

Or ever.

Tell me

How

you could forget

Those stolen secret moments

When you held my soul

And saw in it

Your own.

Tell me

Why

You never

Let me say

Goodbye.

Tell me

would you

tell me

One more enchanting lie.

A pretty little story

where exists a

You and I.

Nyligt

vakler gennem værelserne
afmonteret fra virkeligheden
retorisk fortvivlelse
knitrende brise i maven
du ser pludselig slank ud i det tarmskind

Vådskær

skrånende lænker
intet tilovers for nyfrankerede
silhuet på femte sal siger
ornitologens fugl er fløjet bort
draperende vådskær
i sitrende strobe

Kyskhedsbælter er vel egentlig gået af mode

Jeg løfter blikket og kigger rundt på de pårørende. (Allerede her har jeg gjort noget lidt forbudt, og de er gravstille og ligblege – alle de der udtryk med konnotationer til en kirkegård.)
Lad det for alt i verden ikke ske nu.
Farmor ligger jo der for fødderne af os alle og nyder at familiens miner for en gang skyld er hensunkede i alvorlig højtidelighed.

det bryder ud

bryder ud

tavshedsbrydende latter
og den prut jeg bare ikke skulle have slået til en begravelse

2 (FRANSKMANDENS AMBITION OG FØRSTE KÆRLIGHED)

Vi har delt en fællesskæbne med Kongeriget Danmark, betalt vores skat og i ånden forsvaret det imod ydre trusler.
Vi ville se Den Tilsandede Kirke, Dybbøl Mølle, Havfruen, Grenen der skiller Kattegat fra Skagerrak, H.C. Andersens barndomshjem, vi ville samle forskellige købstadsvåben og besøge kirkerne.
Det var morgenmadstid, jeg havde en aftale kl. otte ved rådhuspladsen.
Jeg bar min tavshed som roerne bærer gondolerne gennem venedig. Frisk luft er godt for kroppen, men ikke for min sjæl. Jeg svedte efterhånden helt vildt selvom jeg havde lovet mig selv ikke at tænke på hende.
Jeg syntes stadig det er utroligt at jeg gik rundt sådan og tænkte på hende.
Jeg var blevet forladt af en kvinde. En troende kvinde. – En diplomat, en religiøs, en bedende. Hendes alder var tilsvarende min mors da jeg blev født. Det var min mor der gjorde mig opmærksom på det. Jeg sammenligner altid mine forhold med andre kærestepar, fortalte hun mig over et glas rødvin juleaften.
Den første fase i mit forhold til den Religiøse varede indtil den sidste og fri mig for fortællingen om den sidste fase: Fasen der fik mig til at brække mig af ydmyghed da hun ikke vil høre mit opråb. Kærlighed er sådan noget, der falder sammen, forklarede jeg mig selv.
Når min stemme er brugt op, advarede jeg mig selv og hende dengang.

Nu er hun helt alene med sin tro, skønhed og håb. Hun er den eneste jeg stadig onanerer til selvom vi har kneppet hinanden.
Hele affæren var som en beskidt hånd under kjolen. En selskabelig livskraftig leg, men hvad der nogensinde kunne more hende fremstår ikke i fortællingen, det har ligget og ruget et sted under min hage siden da, som en vibration eller lyset fra en lille elektrisk pære. Først kaldte jeg den: Forelskelsen der føles som hugorme der vrider sig i en spand med mandariner. Sidenhen kaldte jeg den: barnlig. Sidenhen en ulastelig smerte. Nu: en trøstende ro.

mit bræk smager af længsel

Ja og hvad så hvis jeg længes hvis jeg længes så det kvalmer

Og jeg hælder gødning på lortet for at fremprovokere opkastfornemmelsen

Og jeg æder det råt alene og trækker vejret gennem massen i halsrøret

Jeg sluger det jo alligevel til sidst før jeg kan lade nogen smage

Så jeg kan sagtens sige mit bræk smager af længsel du skal ikke sige jeg ikke må længes

1

Jeg stammer fra den Syd-vest franske by Hendaye, i regionen Aquitaine.
Hendaye grænser sig til den spanske by Irún, jeg er den syvende søn af samme far, men forskellige mødre.

Min far er af den tro at kærligheden er stærkere end retfærdighed.
At den er bygget af bevæggrunde der arter sig som en oversvømmet flod
og at hver af sine sønner repræsenterer syv dale af eksistensberettigelser.
Af samme årsag valgte jeg som tretten-årig at flytte med min mor til Skandinavien.

En stjernes liv er en evig kamp mod sin egen masse papá, sagde jeg til min far ved toget.
Det var ment som en slags kompliment.

(Specielt lagde jeg mærke til hans duft og hudfolderne i hans nakke da jeg krammede ham.)

Frække sager hva’, svarede han, jeg tilgiver dig let petite Vian, men jeg kommer til at kede mig mere nu end livet her kedede dig.

Endnu har jeg ikke følt dårlig samvittighed over at flytte fra min far og seks brødre i en så ung alder, men netop den sætning har genopfundet sig selv i mit indre og syntes at fortsætte i det uendelige.

Rødvarm

Månens, bakkens stund Pigen
brydes ved træets gærde
Jakken over lænden
Til mosgrøn
Rødvarm
Hænder over barken
Fingrene krølles fra
Fjeldblød bladtør
der hvor vi lå, stod
Rustørrede, rusvåd bladgrus
Blandt af
Tænker over vi alene
kunne meget

LUGTEN AF FISKEBENSMEL

Evigt håb om at slå øjnene op til appelsinjuice

jeg hilser på industrien og kaster mig så i det dyblå havnebassin

over mig tripper mågerne rundt deres spinkle ben sidder fast i huller i isen

min ryg går i bue over tangbelagte sten

lad nu hver med at skilte med din forgængelighed

en pæl i kødet er ikke ti fugle i hånden

der er vildt og så er der dådyr, og sådan er det!

NÅR GUD OG GOKKE MØDES ER DET REGNVEJR

fluerne flyver i flok og indiana mogens laver båndsalat i vhs’en
det er endnu en gang dagen før sommertiden indtræder
en mødregruppe kærner smør med deres tomgang
Der blev jo forhelvede bare sagt hørbusker og verdensfred
men morfar dit gamle læs lort
hvad rager du rundt i min mors kolonihave for?

HØRBUKSER OG VERDENSFREEED

smelt

i dag tykner varmen
limen i mit hoved
croquetfælleskab skiller græssene
under den graver
edderkoppen i asken
fra en tidsregning
hvor markerne brændte
bladene revner lysets negativ
cellerne i stykker og tegner
sig selv igen
mine genomer reagerer på akkordskift
de folder sig om elementerne

nattevækst

hjernen består af krøllet fedt

badebassiner af beton

om lyngens hede

om natten er byen
sorte gitrer om lysende rum
jeg glider rundt mellem forventninger
der er ubrugelige når de ikke er
ambitioner
pencilin er en spænding på tungen
og en smag af metal
det er kun børn der taler herude
som om de forventer svar
i år er der flere blade
på skinnerne
sidder her
bider mine negle
spytter små stykker af mig selv
ud i papirspanden

hey u. can i borrow your sentence?

Kunsten er det der opstår mens du har travlt med livet.

#####

Her er allesteds grønt, jeg har sluppet taget i min krop og lægger mig på en så lille lysning. Her smelter gule overflader af stråler solen giver, ned gennem bladenes huller.
Stråler får lov at ramme det omkringliggende mos. Lyset brænder klodens fugtige og åndende hovedbund. Jeg får fra alle sider presset en tør, varmt og i særdeleshed gylden luft mod hver kvadratcentimeter af min krops udstrakte hud.
Jeg kan mærke en diskret sved på nogle lodne testikler. Har ikke mulighed for at se noget i øjnene udover gløden mellem mine fingre. Den er en håndslængde hævet over mine sprukne læber.
Sådan nogle gløder bliver hvor de er og holdes på plads af tørt papir, spyt og fugtigt tobak.

Du skriver, så svar din fuck.
Hvornår skal jeg komme i aften, spørger jeg. Vi skal på hospital i morgen tidlig. Alle tre.
Så nyser jeg eller jeg brækker mig og pollenoppustede grøngrå lysebrune bobler spredes og fortyndes i luften foran mig. Det rammer bladene, de viftes og hvirvler.
På vejen over en halvanden basketballbane med grønne rødder, traver jeg rundt på revner og smuld og forestiller mig dig eller Caroline Wozniacki stå her og nænsomt betragte banen, der er revnet og helt itu. Ligesom fostre.

jeg skulle være blevet inde i skoven, men sagde mig selv, at det bare var de fordømmende kryb i luften. Jeg slugte fire da jeg jog rundt. Jeg fandt mig selv mens jeg gyngede i dybet. Jeg tager på en rejse med et formål. Nu har veje ført mig til din dør. Mørket bliver ført til himmels. Blidt og trykkende bliver jeg regnet på af en sommerregn der dufter af barndom, en leg der leger sig selv, som et hjul der ruller sig selv.

ikk den første t d her

jeg er ikke den første
til at gøre det her
for der er en hær før mig
der har fældet tusind ord
så det jeg gør nu er jeg
ikke den først til
egner disse linier sig
overhovedet til de tunge skuldre
det er at bære
flere
titusinde levende og døde
at leve op
selvom jeg graver
længere ned
at arbejde i sit
eget ansigts sved
for fatter jeg det før
jeg har fældet disse ord

Grand Barossa

drikker lige et lille glas af den rødvin, du lod stå.

den er nok oxideret nu og forpester mig.

lader mig falde nøgen sammen på værelsesgulvet,

halvt ramt af sol, halvt af skygge.

så kan den lammeskindspolstrede stol stå uforandret tilbage.

I et faldende univers

Om at gå i is
en sorg er bare en sorg

at gå gennem isen derude
ikke at kunne reddes

at drukne
at genopstå

*

Alle dagene
ligger i kroppen

med deres sorg
støbt i beton

og alt andet
der smelter

*

De sidste dage
hvor ingen ligner
sig selv længere

ligene svulmer
fiskene æder

verden er slidt
ikke fortabt

*

Det ligner en sorg
men er det ikke

det er bare en klode
der vrister sig fri

AMAGER

jeg gider ikke tænke på dig længere
det forhindrer mit NOWNESS
jeg onanerer helt vildt
forsøger ikke at tænke på fremtiden
imens
tænker på det lille bjerg din næse udgør
læser om Golanhøjderne på Google
du lukker dit ene øje, mens du taler
du taler næsten ikke
jeg siger WHAT hver gang
du har omformet luften til bløde ord
jeg kan ikke høre dig, Amager
se nu har jeg skrevet et digt om dig
er det ikke dumt
min fisse lugter surt, F.Y.I.
al den syriske pik

Theis Mahal – tur retur

HJEM: /nye venner burde danse og bytte skjorter/

UDE: åh og du har så ret, lad os tage til bogmesse og lege med de kloges seksualitet, lad os høstfeste, halballe og lege i forsamlingshusene, med alle efterskoleeleverne til deres efterskoleelevfester med hemmelige rum og en lugt af cider, rid ikke blot mod solnedgangen men gør det med mig og gør det med stil! undskyld jeg intet dukkede op i dag jeg var i byen til hvad der føltes som den lyse morgen, du ved, den der slutning med seveneleven og joints på kirkegaarde og ingen kan huske ritualet inden søvn,
ja, nye venner burde danse og bytte skjorter.

HJEMME: åh haha pamfilens lykke
så lad os gå på bare tæer langs rabaten og trække regndråber på strå
vi kan bytte os til lammeskind og femogtyve øre for pantflasker
nogle skal jo gå Zarathustra lige i hælene og kilde ham lidt under føderne når han bliver alt for selvfed.
det vil være ligesom “hemmelige sommer” med Lars Von trier i hovedrollen.
det vil være ligesom “super karla” akkompagneret af Alberte sange
det vil være ligesom de farvede plamager der optræder på synsfeltet efter blikket har været rettet direkte mod solen
eller som strålerne der skyder ud af en ellers rund lyskugle når man kniber øjnene sammen, mens kigger på en gadelygte
Vidste du – Gulvet er slet ikke klistret på et møntvaskeri?
og når vores ben syrer til
– alt bliver supersonisk nu –
så fletter vi vores lokker
dine i mine
og overraskelsens luhvide lyn splintrer os i fryd og pine

kan også bare låne mit toilet og min guitar




men /nye venner burde danse og bytte skjorter/

Neon

Vores kroppe smelter sammen

Indhyllet i neonlys og cigaretrøg

Vi mærker intet

Stiger kun

Til vi når loftet

Hvor vi sprænges som balloner

Ikke

Fremmede

De små stik i øjenlågene

Og alt det der ikke var

Løse tråde

Vin og modersmærker
Og hvide skjorter med røde pletter
Blonder
Løse tråde
I stoffet
Alt kan trækkes fra hinanden
Og smides i hjørnet
Kun hvide bunker
Med røde pletter

skabelsesberetningen / et fissedigt om latte art

maler på det lysebrune skumlærred
hælder langsomt op en hvid stråle
som drukner i blandingen

hastigheden øges
det hvide rinder næsten ud og
tykner
før de sidste dråber trækkes
tværs gennem billedet og
splitter den hvidlige bold
som en kniv
sprætter op et andalusisk øje
spalteåbningen hæver

de optegnede læber
står frem og drikkes nu af
fremmede tunger

det er en af grundene til, at jeg altid har kiks i lommerne

Another
connie utsen

sol og støv

bare sol
og støv
på os som var vi
en del af verden
men kun
gæster
desværre

PÅ VEJ

Tæt på minus bevægelse
op over vandkarret
drukne pose
igen at trækkes tungsten
igen at trække vejr
lægens ord: kantsten
ved lægens bord hjælp og
man vil kramme livet
fladt i frygt
på vej gennem skakten
gråmalet, grå, snit
ufattelige nerver ——————
jeg er fremmed for mit spejl
går tur i vind blæser væk
ønsket om at være ejet
være ønsket ønske være,
hvor man er ik evig flugt
anklernes forvredne mission
kernens kraftfulde skælvende
suk
den tænkte fremtid / klamme strømpe
presses ned over synet røver
lys, lugter, lyst
til at træde frem
ud

fortiden er en drømt sok
og fremtiden: sok

nuet trængt op i hjørnet – pumpe – skælve

ved ikke hvor det
skal se hen

ingen tid
man ikke lands mand
lande ikke/ tidlig larm/ men uden tid

man drypper jernånde

ship

kattegåde
denne nat
glemmer vi at der findes havemøbler
jeg sir
fuck dig
ha ha
jeg sir
fuck dig
jeg elsker dig og det er helt ind til mine knoglers marv

jeg ved ikke hvornår jeg blev syg
dit åndedræt, min balon
jeg ved ikke hvornår jeg blev syg og hvordan

jeg hvisker
hvis du kysser mig dør jeg
hvis du kysser mig dør jeg
det bløder i dine ører:
hemmelig vej til hjertet
hvis du kysser mig dør jeg
hvis du kysser mig dør jeg

leva! leva!

fødselsdag

det er min fødselsdag

da jeg skider
føder jeg mig selv
ud af min egen røv
jeg ligger lille og nøgen
nede i toilettet
mine øjne er lysende
neon blå
jeg græder appelsinjuice
fra morgenbordet
husker pålægchokoladen
jeg puttede i min mund,
hvordan den smeltede
på min tunge,
er fugtig overalt
på min lille nyfødte krop

mit nyfødte jeg
rækker en lille fugtig babyhånd,
op fra toilettet
jeg tager imod den
mit nittenårige jeg
tager mit nyfødte jeg’s hånd i sin hånd

denne hånd
mine hænder
hånden er kold
den lille hånd
fugtig og kold
grønblå
hud
jeg kigger på de to forskellige hænder
der rører ved hinanden
den varme nittenårige hånd
med de lange klaverfingre
dunkende blod under
neglene
den lille fugtige slimede
og kolde
nyfødte hånd
dunkende blod under
neglene

klik klik!
og
det er hér
de smelter sammen
jeg ved ikke
om jeg er nyfødt
eller nitten år gammel
om jeg er syg eller rask
jeg befinder mig midt imellem
de to kroppe
den ene nøgen
nede i toilettet
den anden
nu
med bukserne nede om anklerne
på gulvet ved toilettet
knælende,
(frank: ”remember there’s a big difference between kneeling down and bending over”)
rystet over farverne
i rummet

nu også!
menstruerende!!
og dermed tegner
varmt blod fra kussen,
dansende
ned af de sammenfoldede ben,
et blodmønster
og er dermed
jordbærgrød fra fortiden
det hamrer for tindingerne
jeg er
måske
rådden
et fund
jeg husker at sige
du er et mosefund et mosefund
fortæl dig selv du er et mosefund
en del af historien

det dufter kvalmende
af
hindbær!!!
jeg smager
på luften
og forstår
at jeg døde den dag jeg blev født
og på den måde
blev født den dag jeg døde
ja
ja
j

det er min fødselsdag
DET ER MIN FØDSELSDAG
og jeg er stjernestøv
OG JEG ER STJERNESTØV
i dugvådt græs
I DUGVÅDT GRÆS
en skrøbelig natsværmer
EN SKRØBELIG NATSVÆRMER
døbt i toilettet
DØBT I TOILETTET

i denne sø

giv mig lidt mere af dig selv
og af din kvindekrop der snor
sig om mit skridt
glem at det bliver morgen
og vi kan glemme
det hele sammen
lad os knalde i en dal
og bade i dens sø
og blive der for evigt
kun for at se
om evigheden
indhenter os
og hvis den gør;
med dig oven på mig
i vandet og skummet
i flugten i kroppens
varme og ryk
så indhenter den
os i et sekund
af ligegyldighed
hvor vi har nået
vores eget dyr
og alt andet kun
kan virke som
en falsk drøm om
noget evigt
noget døende

idennesø_pink
Markus Konstantin

Alkoholiker III

… vejrtrækning og et sidste lys

på vej mod Vesterhavet for at sige
farvel

Alkoholiker II

I

Den velkendte lyd af isterninger mod glasbunden. Efterfulgt af væskerne, uforklarligt smukke, velkendte. Hænderne ryster.

II

Mordors army kravler over bardisken. Jeg har ingen ring til at gøre mig usynlig.

III

Mit hjerte er en zoologisk have. Ingen hører brølet fra løven, der har udslettet alle andre. Den er ensom.

IV

Her sætter du dig på stolen ved siden af. Med et let smil. Som om du ikke bærer nogen hemmelighed eller skam. Til lykke.

V

Hvordan cellerne forandrer sig, erstattes. Min DNA muterer i løbet af natten, ikke af røg eller fortiden, men af væsken.

VI

I morgen vågner jeg som en anden. Jeg ved det bare. Håber.

Alkoholiker I

I

Dér er en mannequin i militærtøj. Åndenød. Et spejl og min krop og en andens ligger der også. Ved ikke, hvordan vi er havnet her. Hvilken årstid det er, og om det betyder noget.

II

Som når en hel art står over for sin udryddelse.

III

Det var ikke muligt at bøje tid og rum, så nu kommer jeg for sent. Din krop er slidt cement, og jeg venter ikke på, at du rejser dig. Måske opdagede du mig slet ikke.

IV

Der er størknet blod i min næse.

V

Min hud er hærget fordi, at nyrerne har svært ved at bearbejde mit erhverv. Jeg lægger ikke en seddel. Jeg går bare. Sætter mig på en bus ind mod byen. Det er gået op for mig, at det ikke er første gang.

VI

Jeg kaster op på en medpassager.

I TV transmitterer de tennis

jeg tøjler søvnen
alle de sorbetsamtaler
al den troskab
jeg kan slet ikke se noget
ikke mærke andet end støv
ikke engang kunsten er fri
huden dresseres som en vallak
jeg går på stedet
mod det sted jeg bor
ligger mig i en seng
aftnens resultater foldes ud
ord sættes i citationstegn
spises til med citronmåne
så sadler jeg om
siger noget om nuet
bullshit på bullshit
indtil jeg rammer et søvnridt
der foregår i mit eget tempo
om morgenen er jeg helt elektrisk
de transmitterer tennis i TV
væggenes retning er helt vild
jeg zapper loder stemningen
og tænker på tidevandets komme
denne zeitgeist kan ikke fortsætte
økonomien flyder ud over alle medier
en jinglepalette af buzzwords
vandvittigt meget ost til brødet
kan ikke klarer flere sale af sandhed
et tegnebræt af asymptoter
her sker ikke en skid

REGN VEJRS NAT

Jeg regner smerten ud
ind med modermælken
ud med tårer
regner det
fra skyerne i kroppen

Blæsten

du lagde dig ned

Det var ved fjorden
bladene var visnede
og strøg dig hen over håret
i den kølige vind
flere gange og falmende
iagttog du blikket
fra solen der ramte
op under dit ansigt

Det var ikke længe siden
gennemsigtig besvimelse
og du trak dig sammen
meget hurtigere end nogensinde
jeg havde ikke set dig sådan før
og du lo af himlen under det blanke
vand der reflekterede dine grin

Din krop som en jordskorpe
hvilende mod jordens top
et skud mod himlen i et forfald
Febrilsk, gyldig og forskrumpet
Det er mindet om forgængelse
og hovedet slår mod muren
For vi drypper mod jorden
som vandet der bristede
og solen der gav op

Intro

Et æseløre er en slags bogmærke. Det er ÆSELØRE også, men det er samtidig et magasin.

Magasinet/bogmærket er en åben platform for det litterære og det visuelt kreative felt. ÆSELØRE produceres nemlig udelukkende på baggrund af indsendelser fra folk verden over og danner i kraft heraf en analog ramme (i form af magasinet) for digitale processer (i form af DINE indsendelser til hjemmesiden).

 

I’m tired of your shit Larry

larry
Lennart

kinder

hvad skal jeg med mine bihuler

skal jeg fylde dem saltvand

mine kinder

man fulgte ikke konventionen

nå det skal vi hver gang

fuck mand

ebola

Analyse af en krop

Hun mangler den der stopknap. Hvor fanden er den henne? Det var som om hun tabte den et sted i Thailand i 2011. Den har ikke været til at opstøve lige siden.

Overspisning. Fedt nok.

Nye deller. Små tasker på ydersiden af ribbenene. En lang pølse over numsen, som ses tydeligt lige inden buksekanten. Bukserne folder på lårerne. Aubergineformerede inderlår. Overgangsaldermave som ligner en mellemting imellem en for lav ølvom og en hævet kusse. Man kan stadig ane ribbenene på brystet, som får de i forvejen små bryster til at kravle endnu længere ned mod fedtet på maven. Dernede hvor alt det sjove sker.

Lykken er en størrelse medium.

Analyse af en forstyrrelse

Den opstår for år tilbage. Kommer krybende igennem forskellige kanaler; ridestævner med tynde piger i hvide leggins, forestillinger med afmagrede danserinder, øjeblikkelige svigerinder og nye veninder. Den slår sig for alvor fast på et badeværelse I udkanten af Rold Skov i sorte underbukser foran en kameralinse. Et spinkelt håb om, at folket nu endelig skal opdage denne provinsens skønhed. Denne potentielle perle som er villig til at bøje, sulte og strække sig efter de dikterede krav. Det er en stilen efter forstyrrede idealer og begyndelsen på en forstyrret ungdom.

I underbukser igen. Hjertet i halsen. Maven ind, tungen i ganen. For meget make-up for at skjule naturlige træk, fotoshop og forlængede ben. Et ansigt uden smil. Alt er kunstigt. Klik. Forstyrrelsen tager form. Klik.

Sort kaffe, to kilometers svømning og tomatsalat syv dage om ugen. 12 timers arbejdsdage uden smil. Jeg køber ind i Føtex: æbler, fromage fraiche og Look Light. Dalende fedtprocent, opadgående lykkefølelse. Jeg er 20 år gammel. Alt er kontrol imens ingen kontrol.